AM-uddannelsens fødsel
- specielt omkring oprettelsen af AM-uddannelsen i Århus

af Claus Jørgensen,
tidligere prorektor og docent ved Det jyske Musikkonservatorium gennem 40 år.

Da jeg muligvis er den eneste nulevende, der i sin tid var med til at oprette AM-uddannselsen, føler jeg, at det må påhvile mig at fortælle om baggrunden her for.


Min gamle teorilærer på Det kongelige danske Musikkonservatorium, professor Finn Høffding havde i årevis prøvet at komme igennem med at få oprettet en bredspektret musikpædagogisk uddannelse på ganske elementært niveau.

Midt i 1960-erne resulterede det i første omgang i oprettelsen af den såkaldte musiklederuddannelse. En glimrende uddannelse – men da det var det daværende københavnske Konservatorieråd-råd, der dengang udelukkende bestod af stedets professorer, som bestemte, kunne den jo ikke blive høj og fin nok, og på bekostning af det elementære sigte, udviklede den sig hurtigt til nærmest at blive en lille dirigentuddannelse.

Men det store behov ude omkring i landet for en bredspektret musikundervisning på det helt elementære plan, blev stort set ikke tilgodeset. Det måtte enhver musiker da sagtens kunne tage sig af, mente man.

 

Og det behov var der jo så stadig.
Og tanken om en elementær musikpæd udd – opr kaldet EM
blev ved med at spøge.

I Købh kæmpede Ejnar Kampp, som jeg jævnligt konfererede med – han havde virkelig noget at kæmpe imod.
Min kamp her på stedet indskrænkede sig til at jeg i tide og utide rendte vores daværende rektor Tage Nielsen på dørene.
Han var fra starten principielt helt med på ideen.
Men der var åbenbart mange hindringer, der skulle overvindes:
Københavnerne og Ministeriet

Så en dag kunne han meddele:- jo, nu sker der noget: nu ligger sagen på ministerens bord.
Men næste gang jeg spurgte - jo, nu er den desværre taget af bordet igen.
Så kom endelig ministeriets godkendelse. Og grønt lys i København.
Og da jeg så næste gang spurgte til om vi nu ikke også...
stirrede han – på sin karakteristiske måde lige ud i luften, kiggede så direkte på mig og udbrød: ”Nu gør vi det squ!”

- og så kom det i gang – begyndende med, at jeg blev sat i gang med
sammen med Ejnar Kampp at udforme fælles optagelsekrav – fagindhold og eksamenskrav.

På det tidspunkt havde jeg fået en uhyre begavet rødskægget
ung herre som elev i hørelærepædagogik. Han hed Arne Dich.

Begavet på talrige fronter. Som en lille parentes, skal det lige nævnes, at Arne, der opr. var startet som klassisk pianist, toppede denne del af sin karriere med at spille en spritny komposition, en dobbeltklaverkoncert, først med konservatoriets orkester og senere med radiosymfoniork!

Når jeg havde været til møde med Ejnar Kampp i København, var det oplagt, at jeg drøftede resultater og problemer for mine pædagogik-studerende.

Da specielt Arne var brændende interesseret i projektet og altid havde kloge og kritiske indfaldsvinkler, blev der snart tale om et samarbejde netop med ham, og på den måde kom Arne med i fagets udformning lige fra starten – faktisk før hans selv fik sin eksamen.

Udover at vi var enige om at rytmisk musik skulle indgå i uddannselsen, var der et bestemt fag jeg faktisk (sideløbende med Ejnar Kampp i København) havde kæmpet i flere år for at få indført generelt for samtlige de konservatorieuddannelser
(vi må huske på, at konservatoriet var rent klassisk dengang). Og derigennem gjort mig grundig upopulær hos de fleste af mine kolleger.

Alene fagets navn var så uartigt, at man efterhånden ikke turde sige det højt, og hvis man - i selskab med stedets klaverlærere og bare kom til at sige br...
så faldt de over én, blev de højrøde i kammen og gav sig til at råbe højt om den klassiske musiks fordærv og konservatoriets status som højere læreanstalt.

Og hvad var så det for et fag...

Her fik jeg ikke alene Arne som forkæmper og forbundsfælle, men som en kollega, der forstod at drive faget langt videre, end jeg selv nogen sinde havde evnet at drive det.

Jeg husker engang hvor der var indkaldt til stormøde for lærere og studerende om det famøse fag. Lige inden vi gik ind, sagde du til mig, og det glemmer jeg dig aldrig: ”Du har gjort dit. Slap du nu bare af, så skal jeg nok tage øretæverne!

Og der øretæver. Brugsklaver kunne måske gå an til de primitive AMere, men for rigtige musikere skulle der sandelig sigtes højere.

 

 

 

Men hvem ER i grunden denne Claus Jørgensen?