På langs på loftet

En dag, hvor jeg ville lytte til en bestem grammofonplade, kunne jeg hverken få min pladespiller eller min tilkoblede forstærker til at virke. Efter at have spildt en formiddag med at få det til at virke, besluttede jeg derfor at gå på loftet, hvor jeg har en enestående samling af HI-FI-antikviteter.

Måske kunne jeg her finde en endnu funktionsduelig gammel pladespiller og min gamle LUXOR-forstærker imellem min enorme samling af museumsseværdigheder som fx spole- og cassettebåndoptagere, jeg havde anbragt på en – som jeg huskede det – forholdsvis fremkommelig hylde inde under skråtaget. Så jeg endelig kunne få hørt den LP.

Fremkommeligheden viste det sig dog hurtigt at være så som så med. For at kunne komme frem til den omtalte hylde, skulle man bore sig igennem en palisade, bestående af effekter, der åbenbart ikke havde været plads til andre steder på loftet: Papkasser (tildels åbne og med usorteret indhold), malerbøtter (formodentlig tomme eller med indtørret maling), bogkasser (dog uden bøger, bøgerne fylder skam op alle andre steder i huset), en elvarmeoven (muligvis defekt, den varmede i hvert fald ikke), en lavstammet piedestal (der stod på hovedet og savnede sin blomsterkrukke), en skammel på hjul (der dog kun kan køre, hvis den vender benene i vejret), et raslerør (der kan illudere et silende regnvejr), et par ben på hjul (de sørgelige rester af et rullebord) og et par højtalere (der vist forlængst har kunnet frembringe deres sidste tone).

Sidst, men ikke mindst: To stks. 1,80 m lange reolhylder af sortmalet spånplade, med påmonterede hyldeknægte (ophængsbeslag), der stod lænet op ad et af spærene.

Jeg fik boret mig gennem “panseret”, med benene i vælteparat pasgangsposition, så jeg kunne tage mine antikviteter i øjesyn. Her kunne jeg registrere mindst 6 veterancassettebåndoptagere, 3 videomaskiner, en B&O spolebåndoptager fra pionértiden, gamle radioer samt andre udrangerede effekter. Men ingen LUXOR-forstærker.

Til gengæld fik jeg øje på en kæmpe PHILLIPS-forstærker, som jeg havde glemt alt om, og muligvis aldrig afprøvet! Den måtte jeg altså se at få fat i. Stående i min fod-foran-fod-position, lykkedes det mig med snilde og opbydelsen af alle kræfter at lirke den fri af spær, kabler og andre opstaldede apparater.

Alligevel hang den fast i sin netledning. Nu var jeg imidlertid blevet temmelig utålmodig, og dertil lidt hidsig, så jeg trak til af alle kræfter. Ledningen slap pludselig sit tag, og jeg mistede balancen. I en brøkdel af et sekund fik jeg smidt den tunge forstærker fra mig. Til alt held landede den ikke på mine tæer; men i en ved-siden-af-stående halvtom papkasse, der tog venligt imod den.

Men nu, da jeg havde jeg mistet min tunge kontravægt, accellererede min bagoverrettede faldhastighed, og i min panik greb jeg ud til den ene side for at få fat i et eller andet at holde fast i. Men det var så den forreste af de to lange løst stående reolhylder, jeg fik tag i.
De væltede så også, men til alt held foran mig, og vi landede sammen, med mig øverst, på et – heldigvis og hvor utroligt, det end lyder – tomt sted på gulvet.

Det skete med et kæmpe rabalder; og i samme sekund gik alt lyset ud, og der blev bælgmørkt!

Og dér lå jeg.

Gudskelov var Charlotte her og ville have kunnet hjælpe mig op. Knapt så gudskelov nyttede det vist ikke det mindste at prøve på, at råbe hende op. Hun var i fuld gang med min nyanskaffede højtlarmende benzindrevne græsslåmaskine, kunne jeg høre.

En rum tid lå jeg halvt på siden, halvt på ryggen ude af stand til at kunne (tage mig sammen til at) rejse mig op. Jeg kunne mærke, at jeg lå oven på en af de reolhylder, som jeg havde forsøgt at klamre mig til i faldet. Hylderne var nu, under min vægt, brækket i flere stykker, påmonterede hyldeknægte af jern med en skarp kant.
Heldigvis havde jeg – forudseende som jeg åbenbart er – taget en lommelygte med.
Dog: Uheldigvis lå jeg på den lomme, hvori lygten lå. Så her var hjælpen ikke så stor.

Der var muligvis et og andet inden for rækkevidde, jeg kunne gribe fat i for at komme op. Men det med gribe fat i et eller andet, havde jeg jo for særdeles nylig haft meget dårlige erfaringer med. Så det afstod jeg alligevel fra.

Uden at vide, hvad jeg egentlig trillede ind i, lykkedes det mig at trille mig rundt fra min position oven på de to reolhylder, så jeg kom til at ligge på maven på gulvet, helt uden at noget – mod al forventning – væltede ned over mig.

Og heldigvis er jeg, trods min alder og tyngde, stadig i stand til at komme på højkant fra maveliggende stilling. Omend det jo er en proces, der tager sin sin tid. Og i det aktuelle tilfælde gjorde det også lidt ondt.

Så fik jeg lygten op af lommen – den havde heldigvis kunnet holde til min vægt – og tændt den, så jeg kunne se hvor jeg gik og stod (eller snarere omvendt), og jeg kunne straks konstatere, at med mine 100 kg havde jeg ikke haft nogen problemer med at knække begge reolhylder midt over, formodentlig som en ubevidst hævn, fordi de ikke havde ydet mig en bedre støtte, da det gjaldt.

Dernæst kunne jeg konstatere, at der ikke var tale om en kortslutning, men at de lange reoler i faldet havde skubbet den dør i, på hvilken jeg havde monteret en anordning, der slukkede alt lys på loftet, når døren blev lukket.

(Påmonteret for at undgå, at venlige naboer med mellemrum ringede på hos mig for at spørge, om det nu også var med vilje, at der skulle brænde lys på mit loft, nat og dag, hvilket de nu havde lagt mærke til gennem flere uger).

Min ryg føltes jo noget øm, men hovedet føltes intakt; i faldet havde reolhylderne åbenbart holdt min krop oven gulve, så mit hoved overhovedet ikke var nået så langt ned, at det var knaldet ned i gulvbrædderne.

Men nu var jeg altså gået på 1. sal efter en forstærker, og så ville det da være for tåbeligt, at gå ned igen uden at tage den med. Så den kom under højre arm og med venstre hånd om gelænderet, lykkedes det mig – trods nogen ømhed i ryggen – at stavre ned af trapperne.

Først efter nogle timer begyndte smerterne at tage til, bare lidt, så jeg tog mig 2 Panodiler og ½ Ipren. Og da jeg ikke kunne se mig selv på ryggen, fik jeg Charlotte til at tage et par fotos, der afslørede, at der simpelthen var et hul, som det havde blødt fra, netop dér hvor “spidsen” af en hyldeknægtene havde valgt et tage imod nogle af mine 100 kg.

Langs

Og for at føje spot til skade virkede den nedbragte Phillipsforstærker ikke, og følgelig kunne jeg ikke få hørt min LP, uanset om min pladespiller fejlede noget eller ej. Ét lille lyspunkt var der dog: At jeg slap så utrolig billigt fra faldet.

Men hvad kan jeg så lære af den historie?
Måske dette:

1. Gå aldrig på loftet, når Charlotte slår græs.
2. Anskaf dig en panserskjorte til brug ved senere loftafsøgninger.
3. Tab dig ca. 30 kg, så du fremover ikke vil falde så tungt
(omend det måske netop var de ekstra kg polstring, der afbødede faldet).

Den her nedskrevne hændelse fandt sted
Kristi Himmelfarts dag i det herrens år 2020
(I mit tilfælde var der dog så kun tale om en loftsfart)

loftsrod