En yderst dumdristig Skovtur
Fuglsangvej er en 4 km lang allé mellem Viborgvej og Frijsenborg Gods
Forleden aften fik jeg lyst til en lille gåtur.
Som ofte, kørte jeg et sted hen for at finde et (nyt) sted at gå ud fra.
Da både min balance og mine ben har kendt bedre dage,
vælger jeg efterhånden næsten altid kun at gå på sikker grund:
I bymiljøer, hvor jeg vil blive fundet, hvis jeg vælter.
Denne gang fik jeg dog lyst til gå en tur hen ad en skovvej.
Derfor kørte jeg ind i skoven ad Fuglsangvej ("Frijsenborg Allé")
og parkerede min bil ved den ir-grønne plet på kortet,
Og vandrede derfra et stykke ind ad skovvejen, som det fremgår.
Efter en stund fik jeg pludselig øje på nogle hjulspor på min højre hånd,
der kunne ligne en – særdeles forhåndværende – skovvej.
Den valgte jeg så at gå ind ad, da den trods alt så lidt tilforladelig ud:
"Skovvejen" viste sig dog efterhånden at blive mindre og mindre farbar.
Den fremstod efterhånden blot som to temmelig dybe hjulspor,
dækket tæt af grene og kviste i alle størrelser.
Jeg valgte da at følge den et par meter inde i mellem træerne,
der dog stod
på en meget ujævn skovbund, dækket af endnu flere grene,
som jeg måtte forcere med allerstørste forsigtighed for ikke at falde.
Resterne af hjulsporene endte i en spids, hvor der var et højt hegn til højre,
og en å gennem et bredt bælte af meget højt græs til venstre.
Min hensigt var at fortsætte min retning
for at komme frem til en "rigtig" til en skovvej, jeg kendte
og som førte ud til til Fuglsangvej.
Men det kunne så umiddelbart ikke lade sig gøre herfra.
Omend, jeg faktisk var ganske tæt på, som det fremgår af kortet herunder:
Da jeg principielt aldrig går tilbage af samme vej, som jeg er kommet,
valgte jeg at gå langs åen, som jeg så nu havde på min højre side.
(Altså opad mod 1 km -mærket på kortet).
Snart fik jeg øje på en mørk, tæt skov, skråt fremme på min højre hånd,
som åen å-benbart måtte løbe igennem.
"Så kan åen ikke være bredere dér, end jeg kan hoppe over den,
og så må skovvejen, jeg søger, ligge lige bag skoven", tænkte jeg.
(Den omtalte mørke skov ses lige skråt over km-mærket).
Og minsandten nåede jeg snart frem til rimelig farbar tværsti,
der til højre førte lige ind i den skov, jeg ville forcere.
Og selvfølgelig GIK JEG TIL HØJRE ad tværstien,
netop for at komme frem til den skovvej, som jeg vidste måtte ligge der,
og som ville kunne føre mig ud i Fuglsangvej.
.
Jeg tradskede troligt afsted,
men nåede – til min store forbløffelse – frem til en pløjemark!
(Ses på kortet også som mørk skov. Er i mellemtiden blevet fældet).
(Og tydeligvis har jeg uafvidende også krydset mit eget spor!)
Længe var jeg i komplet uforstående vildrede.
Position og retning på min iPhones kort, virkede – helt i skoven …
Efter lang tids desorientering gik det pludselig op for mig, hvor jeg var.
Jeg forstod det simpelthen ikke; det kunne ikke passe:
Jeg var havnet ikke særlig langt fra mit udgangspunkt!
Via pløjemarkens jævne kant og den skovvej, jeg kom ind ad,
nåede jeg genske hurtigt tilbage og kunne sætte mig i bilen!
Hjemme skyndte jeg mig at tænde for computeren,
for at se "Runkeeper"s aftegning af min rute på et kort over skoven.
Her kunne jeg se, at jeg – af fuldstændig uransaglige grunde –
var gået til VENSTRE af tværvejen, og ikke TIL HØJRE,
som jeg i bedste overbevisning havde bestemt mig for!
HVAD har dog fået mig til at gå stik modsat min planlagte retning?
Var jeg gået til højre her, var jeg slet ikke kommet til den søgte skovvej,
men sikkert segnet om langt pokker i vold i skovens nordlige udkant.
Det var nemlig efterhånden blevet sent, mørket mellem træerne var taget til,
og min zig-zaggen mellem den hullede skovbunds mange løse grene,
havde efterhånden tæret voldsomt på min i forvejen ustabile balance,
og stort set udtømt alle de kræfter, jeg havde tilbage i mine gammelmandsben.
(Foto af den mørke skov kommer – når jeg engang vover mig derud igen!)
Selv betragter jeg det som noget af et mirakel, at jeg var gået den gale vej!
Var det (igen) min skytsånd, der greb ind – med et sansefordrejende tiltag –? ,
I hvert fald nåede jeg omsider – omend totalt udaset – hjem i god behold!
For at læse en anden beretning om en skovtur,
hvor jeg også fik uvurderlig hjælp af min skytsånd! KLIK!
Og for andre små historier KLIK HER
|
