Jeg husker ikke, om jeg allerede den gang, da den følgende historie foregik, havde et bevidst forhold til en/min skytsånd; egentlig tror jeg bare, at jeg brugte bevidst at ønsketænke. Og det praktiserede jeg jævnligt; ofte med overraskende heldigt resultat.

Fx brugte jeg det, dengang jeg var prorektor og havde ansvar for afviklingen af alle konservatoriets årsprøver og afsluttende eksaminer inden for den klassiske afdeling. Af og til skete det, at en censor ikke var mødt op, typisk havde taget fejl af dato eller tidspunkt.
Så "ønsketænkte" jeg, at jeg ville kunne finde en brugbar erstatning for den udeblevne, i visse tilfælde endda en bestem lærer, og jeg gik så – i absolut tillid til at det ville lykkes! – en tur rundt på gangene og ned i musikkoncervatoriets kantine. Selvom det var eksamenstid, og undervisningen generelt var ophørt og konservatoriet derfor var halvtomt, lykkedes det altid at finde en fagkyndig afløser, så den pågældende eksamen kunne gennemføres, endda til tiden …!

Men det er nu en anden snak.
Her kommer min fuldstændig sandfærdige historie om min

Forelskelse i en Bilka-pige

Jeg gider ikke gå i Bilka ret tit. Hverken dengang eller nu.

Men engang - for måske ganske mange år siden - sad der en rigtig sød pige ved en af kasseåbningerne.
Ikke ganske utilfældigt valgte jeg at gå netop gennem netop denne åbning med mine varer.
Heldigvis var der ikke mange kunder i Bilka, så jeg fik mig en længere og opløftende sludder med kassepigen, der viste sig faktisk at være en hel del mere sød, end rimeligt er.
Hun viste sig i øvrigt bare at være ”løst ansat”, da hun og ellers var i færd med en uddannelse.

Efter dette møde fulgte der så en lille periode i mit liv, hvor jeg ofte havde brug for noget, der vistnok kun kunne fås i Bilka.
Og mon jeg havde fået pigens "vagtplan”? I hvert fald lykkedes det mig jævnligt, at få en snak med hende.
Jeg fik at vide hvad hun hed og at hun boede på "Skjoldhøjkollegiet", da hun stadig var studerende.
Men fik vist ikke fat i, hvad det egentlig var, hun studerede.

Klogeligt valgte jeg aldrig at spørge hende, om hun skulle have lyst til engang at vi mødtes et andet sted, end netop Bilka.
Allerede den gang var jeg jo en ældre herre, måske nærmest dobbelt så gammel som hun. Og jeg har aldrig brudt mig om, at samle på kurve.
Her ville jeg nok få et umisforståeligt afslag, og vores mulige fremtidige konversationer villle formodentlig blive en hel del mindre interessante efter en sådan forspørgsel.

Pludselig en dag var pigen der så ikke længere. Hende kassedamekolleger fortalte, at hun bare var holdt op.
Det var jo ret så trist. Mere var der ikke at konkludere om den ting. Jeg måtte nøjes med at have hende i tankerne og ønske.
– ja, på en eller måde regnede jeg – helt på tværs af al fornuft – med at jeg nok ville møde hende igen, dog næppe i Bilka.
Og det, jeg kunne tænke mig at ville købe i Bilka, kunne jeg – viste det sig overraskende nok – også få mange andre steder.

Der gik så måske ½ eller måske ¾ år.
Jeg havde dengang mine kronede dage som folkedanseinstruktør og blev inviteret rundt i landet og havde stor succes med at stille folk op i en kreds og fik – blot med fordans og fagter – folk til at danse østeuropæiske kredsdanse i op til ½ time, uden at jeg mælede et eneste ord!

Således blev jeg også engang inviteret til Kalø Landbrugsskole, hvor jeg skulle danse nogle aftentimer med et halvt hundrede unge landbrugselever. Jeg stillede mig op midt på gulvet og signalerede, at folk skulle danne kreds og tage hinanden i hænderne, hvorefter jeg gik baglæns ud, skævende lidt til siderne, hvor der var nogle nogle hænder, jeg kunne splitte, for selv at være med i kredsen. Først, da jeg stod der, opdagede jeg, hvem jeg var kommet til at stå ved siden af: Bilka-pigen!

Min gensynsglæde var dog vist en del større end hendes. Lidt artig snak blev det da til efter dansen og vi (læs: jeg) fik aftalt, at vi da skulle skrive sammen. Jeg gav hende mit visitkort, hun skulle nok skrive først, lovede hun.

Selvfølgelig hørte jeg ikke fra hende. Og forklarede mig selv, at hun nok havde forlist mit kort. Og da jeg ikke havde hendes adresse, kørte jeg til Skjoldhøjkollegiet og studerede postkasser, og fandt frem til, hvortil, jeg kunne sende hende et brev (e-mail var vist slet ikke opfundet, den gang).

Og jeg fik det skrevet og sendt, og kort tid efter modtog jeg et svar, ud fra hvilket det omsider gik op for mig, at pigen ikke var interesseret i mere kontakt og åbenbart bare havde været lidt kassedamehøflig over for en kunde. Nånå.
Lidt mere kontakt fik hun dog, idet jeg skrev et pænt brev til hende og undskyldte min påtrængenhed, og nu skulle hun få varig fred for mig, hvilket hun naturligvis så også fik.

Min skytsånd havde lyttet til og lige præcis opfyldt mit ønske om at møde Bilkapigen igen. Men om det så ville føre noget særlig godt med sig, at han lige fik manipuleret lidt med tilfældighedernes spil, var det åbenbart uden for hans resortområde at tage højde for.
Måske fordi det ikke var faldet mig ind at bede ham tage fremtidsperspektiverne i betragtning også …?