Kalender
Er han go'?
Hør ham spille

DIVERSE

CV

Udgivelser

Priser / Kontakt

Fællessang:

- Den danske Sangskat

- Muntre gamle viser

- Julestue

Huskoncert

- Små klassiske Perler

- Mormors Favoritter
- Wienermusik, evt:
m/Violinist eller Sanger

 

Festlige kredsdanse
Familiefest-dans
Ryste-sammen-dans

Flere dansetilbud
Lanciers

Højskoleaften
...eller -eftermiddag
- i sognegården
- i lokalcentret
- i virksomheden

Min tale ved AM's 50-års jubilæum

på Det jyske Musikkonservatorium d. 18. november 2022 og om
hvordan det hele startede i 1972.

 

AM50foto.jpg

På Musikhøjskolen i København havde en vis Ejnar Kampp fået et kursus for musiklærere i “ELEMENTÆR MUSIKOPDRAGELSE” til at blomstre.

På dette kursus drejede det sig også om at give musiklærerne redskaber til at undervise på hold.

Som en nær ven af Ejnar, hørte jeg ofte om hans kamp for at få disse kurser ind som et fast uddannelsesforløb på det fine Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Tilsvarende kurser foregik også på Århus Folkemusikskole under navnet Jysdk Musikakademi.

Herfra blev legendariske Jette Tikjøb berømt gennem sine talrige radio- og senere TV-transmissioner fra sin musikformidling til børnehold.

Ejnar Kampp, der i forvejen var landskendt gennem sine mange musikpædagogiske kurser (bl.a. med børnerettede forenklinger af udenlandske folkedanse), sine mange udgivelser og sit korarbejde, lavede også et væld af radio- og TV-udsendelser.

Måske var det alle disse musikpædagogiske udsendelser, der i begyndelsen af 1970-erne var medvirkende til at overbevise det københavnske Konservatorieråd om, at Ejnar Kampp’s ideer måske var værd at afprøve, og man besluttede da her omsider at iværksætte et 3-årigt uddannelsesforløb i “Elementær Musikopdragelse”, forkortet EM.

 

Men hvorfor så ikke også i Århus?

Sideløbende med mit docentur i hørelære, havde jeg dengang et bijob som administrativ medarbejder på Det jyske Musikkonservatorium.

Det indebar, at jeg havde et nært samarbejde med vores daværende, uforlignelige rektor Tage Nielsen.

I denne nære kontakt, forsømte jeg naturligvis ikke nogen lejlighed til at snakke om EM-uddannelsen, og om vi ikke også skulle se at komme igang her, samtidig med København.

Selvom han selvfølgelig vidste alt om, hvad den uddannelse gik ud på, og var positivt indstillet, var han længe meget tilbageholdende.

Var det fordi han gerne lige ville se, hvordan det gik derovre – eller måske snarere: Var han usikker på, om han kunne få opbakning og ikke en masse ballade i vores eget Konservatorieråd-råd?

K-rådet var nemlig overvejende af den anskuelse, at en sådan uddannelse alvorligt ville sænke Konservatoriets niveau og omdømme. Faktisk havde nogle højtestimerede lærere truet med at forlade stedet, hvis den uddannelse blev realiseret.

“Det bliver en gøgeunge”, hævdede en højt agtet professor, og han gik faktisk da gøgeungen begyndte at vokse!

(Som bekendt er de AM-uddannede nu de absolut mest efterspurgte, når musikskolerne søger lærerkræfter.)

I Århus blev vi således ikke klar til at komme igang samtidig med konservatoriet i København. Men en dag, hvor Tage Nielsen og jeg sad over for hinanden, og jeg igen kørte frem med om vi ikke også skulle …, reagerede han sådan:

Kiggede en rum tid stift skråt op i luften, derefter direkte på mig og slog samtidig en næve i bordet og udbrød: NU GØR VI DET S’GU!

Vi ville ikke kunne nå, at komme igang i 1971 samtidig med København. Her havde de dog endnu knap nok en plan for, hvad det hele skulle gå ud på. Og de var således på ligeså bar bund som os.

I fællesskab nedsatte de to konservatorier derfor en kommission, bestående af bare to personer: Ejnar Kampp og mig, til i fællesskab – efter snak med de respektive faglærere – at udarbejde alt, hvad der hed studieplaner, formåls- og indholds-beskrivelser, timetaltforbrug og eksamenskrav.

Det blev til mange sene nattetimer, men endte med begge K-råds godkendelse, og her i Århus kom vi så igang i 1972, dog: altså et år senere end København.

 

På det tidspunkt havde jeg et hold på hele 6 elever med hovedfaget hørelære, som jeg underviste i pædagogik.

Selvfølgelig inddrog jeg disse højt begavede vordende pædagoger i mine tanker om, hvad en sådan ny uddannelse burde indeholde.

Specielt var der én af de studerende, som udviste en særlig stor interesse. Han var fuld af gode idéer og havde dertil en masse praktisk kendskab til mange ting, som jeg ikke vidste ret meget om.

Og da uddannelsen skulle igang, var det oplagt, at jeg foreslog ham som en af lærerne på uddannelsen, selvom han var så "grøn". Dengang altså! – Han sidder lige der, og han hedder Arne Dich!

Jette Tikjøb bakkede selvfølgelig op om den nye uddannelse. Hun var docent og leder af den Konservatoriets pædagogiske afdeling.

Og da hun så tilmed blev prorektor fik hun så meget at gøre, at hun bad mig, om jeg ville overtage ledelsen af hendes privatejede “Århus Folkemusikole” (Den der efter kommunel overtagelse i 1976 slet og ret kom til at hedde “Århus Musikskole”).

Her gav hun mig fuldstændig frie hænder. Jeg arrangerede lærermøder, elevkoncerter, ansatte nye lærere (som jeg håndplukkede på konservatoriet), og jeg indførte – som det første sted i landet: Violinundervisning efter Suzuki-metoden.

Og så fik jeg oprettet en slags MGK-undervisning, hvor vi tog hånd om elever, der skulle til konservatoriets optagelsesprøver; specielt for de, der søgte ind på den nye uddannelse.

På det tidpunkt dukkede der et nyt meget uartigt ord op. Det stod for noget, som mange betragtede som klavermusikkens altødelæggende fordærv. Fy-ordet var BRUGSKLAVER (Fællesbetegnelse for en række klaverfærdigheder som fx gehørsspil, becifringspil, satsreduktion mv.).

Ejnar og jeg var selvfølgelig enige om, at netop brugsklaver måtte være et MUST, ikke mindst på den nye uddannelse, men i grunden for alle pædagog-studerende.

Og netop med henblik på rationel undervisning i brugsklaver, fik vi – som de fire første steder i landet – anskaffet KEYBORDLABORATORIER på vore respektive konservatorier og musikskoler.

Arne Dich var fra starten helt med på ideen, og var mig en kollosal støtte i vores ørkesløse diskussioner med de klassiske klaverlærere.

Og uddannelsen kom i gang i september 1972 med brugsklaver, og en række andre fag, varetaget af ildsjæle som: Jette Tikjøb, der underviste i musikformidling for børn, Mogens Helmer Petersen, der forestod arbejdet med kor og dertil en række andre andre højt værdsatte lærere, spec. Steen Petersen (som jeg hentede fra Folkemusikskolen), der varetog EM og hørelære, samt ikke mindst Arne Dich, der tog sig af både brugsklaver, arrangement og sammenspil – og i øvrigt snart blev en drivende kraft inden for uddannelsen!

Såvidt min beretning om, hvordan det hele startede. Tak for ordet!