Velkommen til Claus Jørgensens Hjemmeside

Efter mange og lange tilløb til altomfattende tømning af fryseren i køkkenet, hver gang rapt, næsten atletisk, efterfulgt af overspringshandlinger, fandt vi i forgårs os selv med ryggen mod kølemøblet i erkendelse af, at nu gik den ikke længere: Gulvmanden (og - skulle det siden vise sig - hans helt egen Sancho Panza) stod for døren og fryseren stod i vejen for hans gerninger.

Skulle vi påregne hjælp til den nødvendige fryserflytning, måtte vi som minimum minimere vægten ved at fjerne så meget som muligt af indholdet. 'Som muligt' ja - for opgaven var ingenlunde løst med et snuptag. Man hører ganske vist foruroligende meldinger om, at isen ved polerne smelter med tidligere uset hastighed - det må være et pollokalt fænomen, der ikke er slået igennem på den Fajstrupske breddegrad.

Optimistiske åbnede vi lågen, slukkede for strømmen og tog et par kurvfulde frysergods ud, svarende til ca. halvdelen af indholdet. Hvad der derefter var tilbage lod sig ikke rokke, men sad uhjælpeligt fast i tommetykke isskorper. Varerne var frosset fast i hinanden og kurve og bakker frosset fast i skabet.

Nå, fulde af gå-på-mod sorterede vi første del af indholdet, endnu ud fra den forestilling, at det skulle tilbage i fryseren, når den kom på plads på den nylagte vinyl. Natten skulle det så tilbringe udendørs, pakket i flamingokasser.

Herefter tog jeg hjem for at sove og Claus planlagde at stå tidligt op for at tømme resten af fryseren, før gulvpålægningen skulle foregå fra kl. 7:30.

Men ak! Om morgenen var situationen stort set uforandret. Det lignede et meget lokalt tilfælde af permafrost. Det lykkedes dog gulvmanden og hans hjælper at få bugseret fryseren med indhold både ud og ind og jeg fik den gjort ren udvendigt. Indvendigt var status: Bundfrosset, så vi måtte med forskellige midler og kunstgreb forsøge at accelerere optøningsprocessen.

Det, der begyndte som en kamp mod ismasserne, blev nu mere og mere en kamp mod - og et kapløb med vandmasserne. Klude blev vredet, håndklæder bredt ud, vand blev duppet og suget op og ved hjælp af spejl og lygte blev der holdt skarpt øje med, at vandet ikke kom på afveje, alt imens stadigt større isklosser dumpede ned.

Nu og da løsnede isen nådigt grebet om det, den havde holdt så krampagtigt fast på - et glas f.eks. og lidt efter fulgte låget, der først var blevet hængende under en hylde. Parallelt med denne sidste fase begyndte vi at finsortere indholdet, der først og fremmest var bemærkelsesværdigt ved sin samlede volumen.

Det er lidt af et kunststykke at få så meget ind på så lidt plads! Hvad fandt vi så? Brød og kød - men i variationer! Hvad der derimod var ret konstant, var manglen på indholdsbeskrivelse og datomærkning. Den primære bestemmelse af en del emner blev baseret på spørgsmål som: 'Hvad kunne dette være?' Hvad ligner dette mest?' og dateringen blev forsøgt fastslået ud fra mængden af is inden i pakkerne samt graden af indtruffen tørhed og endelig farveskift fra det delikat indbydende til det ubestemmeligt skumle.

Der var et par poser med noget, jeg ville have tippet tilhørte Anatomisk Institut, hvis ikke jeg selv havde pillet det ud af den hjemlige fryser. At pladsen var veludnyttet, kommer vi ikke uden om. Alle steder, hvor det havde været muligt, var der stoppet en lille portion leverpostej ind - i en bøtte eller et bæger, men sjældent i sin egen form.

Sådan noget vil arkæologer notere sig! Det siger noget om kulturen. Måske står man ligefrem over for en kult? Frikadeller har også været et yndet materiale til udstopning af forrådskaviteter: Store frikadeller, små frikadeller, mange frikadeller, få frikadeller, sågar fiskefrikadeller!

Efterhånden som pladsen er sluppet op og råderummet blevet mindre, er man gået over til fladere varer - mangen en rødspættefilet fandtes i de øverste lag. Er der noget fladere end fladfisk? Ja da! Som kronen på dét værk var i en sprække på få cm. i højden, mellem øverste køleribbe og kabinet, indskudt en pakke skiveskåret laks. Dér sad den uhjælpeligt fast i timevis. Til sidst måtte jeg lirke den ud med en tang. Da forehavendet endelig lykkedes, var jeg lige ved at udbryde: ' Til lykke frue - det blev en laks!'

MEN vi kom igennem det! Ved hjælp af en bredbladet kniv, en bakke med høje kanter, et opvaskefad, en meget pink vandkande, adskillige liter varmt vand, en hoben klude, en uoverskuelig mængde håndklæder, en fladtang, et facetslebet spejl, en lommelygte og en standermonteret ventilator. Så enkelt kan det gøres. Nu glæder vi os over resultatet, herunder beslutningen om at kassere den altovervejende del af indholdet - og prøver, i det mindste for nogle timer, at abstrahere fra det faktum, at der - få meter borte - forefindes en fryser magen til …!