|
Kalender - Mormors Favoritter
|
Langås Lyksaligheder
Mit primære mål var, at jeg ville gå en tur i Langå Troldeskov, og af de venner, jeg netop havde besøgt i Langå havde jeg skam fået en præcis anvisning på, hvordan jeg skulle finde den skov. Jeg kørte over en jernbanebro, men overså så et skilt med, at man skulle dreje til højre for at finde Troldeskoven. Til gengæld fik jeg øje på et andet, venstrepegende skilt, der anviste vej til en trækkersti. Er det virkelig tilladt at trække her i Langå? tænkte jeg. Det gjorde mig naturligvis ret nysgerrig, og jeg skyndte mig at følge stien for at undersøge fænomenet nærmere, også i håb om, at stien så senere ville føre mig ind i den troldeskov, der var mit egentlige mål. Stien gik langs Gudenåen, parallelt med en skovkant og den var meget ujævn og knudret at gå på. Jeg blev imidlertid desværre overhovedet ikke trukket af nogensomhelst. Mødte faktisk på hele turen ikke ét levende menneske. Til gengæld fik jeg rigeligt med balancetræning, og det er jo netop den slags stier jeg – i min høje alderdom – har godt af at få trænet min balance på, da jeg ikke gider stå og balancere på min blå plastik-halvkugle herhjemme. Så det var nu fint nok! Da jeg syntes, at jeg havde balanceret længe nok, blev jeg dog nødt til at balancere videre, idet jeg så måtte krydse en knudret mark, for at komme over til den skov, jeg længe havde haft kig på. Her fandt jeg omsider ind til en ganske almindelig kedelig, men aldeles jævn to-spors skovvej, behageligere at gå på; men først her gik det, ved at se mig omkring, til fulde op for mig, at dette vist ikke var dén spændende troldeskov, jeg var på jagt efter. Ved et vejkryds tog jeg min mobil frem. Dens kort viste, at hvis jeg fortsatte lige ud, kunne jeg komme hen til jernbanen. Smart måde at komme tilbage til bilen på, tænkte jeg; bare gå langs med sporene, det ville være nemt. Det var det nu ikke. Der var ingen sti langs jernbanen, så jeg måtte igen til at balancere, denne gang afpassende mine skridt efter afstanden mellem svellerne og udenom de mange skærver, der lå og flød oven på svellerne. En tætbevokset skrænt førte op til vejen. Da jeg er stødt på den slags udfordringer talrige gange før, lod jeg mig ikke afskrække, men fandt et sted hvor indhegningen om skrænten var nedtrampet, og begav mig mellem buske og krat hen af noget, jeg troede var en tilgroet sti. Stien viste sig dog bare at være en indfaldsvej til et tornekrat, hvorfor jeg prøvede at komme ud til siden for at fortsætte parallelt med den imaginære sti. Ikke længe efter stod jeg på bunden af en bred tørkeudtørret å. Den kunne jeg så heldigvis følge et langt stykke, men så var det pludselig ikke længere muligt at komme videre; på grund af et tæt krat, bestående af større og mindre tornede gevækster. SÅ måtte jeg bide i et surt æble, – et æble jeg principielt meget sjælden sætter tænder i. Men jeg blev altså nødt til at vende om, og gik således i gang med et tilbagetog på bunden af den tørlagte å. Nej, ikke helt tørlagt: Pludselig, uden varsel sank mit venstre ben ned, næsten til knæet, i blødt sort dynd! Det føltes nærmest somom jeg blev suget ned. Jeg prøvede så at hive venstre benet op ved at ”sætte af” med højre ben. Men højre ben sank sørme også ned, igen næsten til knæet. Alligevel lykkedes det mig at trække venstre ben op af hullet – dog uden min sko men med strømpe, en strømpe, som ellers var blå, da jeg tog hjemmefra, men nu var blevet kulsort af åbunds-slam. Men netop takket være, at jeg stod så lavt på mit højre ben, lykkedes det mig at få hånden dybt ned i venstrebens-hullet og – faktisk med opbud af alle mine kræfter – vriste min venstre sko op af dyndet. Ikke fordi den sko længere repræsenterede nogensomhelst værdi i sig selv, men jeg kunne jo da ikke vade tilbage gennem tornekrat og skærver på én sko og én åmudder-tilsølet strømpesok. Det er i hvert fald en af de mange idrætsdiscipliner, jeg aldrig har brugt tid på at opdyrke. Hvordan det lykkedes mig, ved at gribe fat i nogle grene, at bjærge mig selv, inklusiv også mit højre ben, inklusiv begge strømper og begge sko, og redde mig ind på åbredden husker jeg ikke. Men jeg kom da tilbage gennem krattet og hen til jernbanebroens pillers fundament, hvor jeg kunne sidde og sunde mig lidt, mens jeg forsøgte at tømme min venstre sko yderligere for småsten og slam, så der blev lidt bedre plads til mine tæer, som jeg ellers havde måttet gå med i stærkt krummet tilstand. Så gik jeg i gang med at kigge på de tre andre skrænter omkring broen op til vejen. De så aldeles mindst lige så utilgængelige ud, som den skrænt, jeg forgæves havde prøvet at forcere, og jeg måtte så bide i endnu et surt æble og fortsætte min vandring langs jernbanesporene hen mod Langå Station; der måtte jeg da vel for pokker kunne ”stå af”! Imidlertid var jeg ikke gået ret mange meter, før jeg pludselig, gennem en åbning i bevoksningen langs banelegemet, fik øje på en forbikørende bil!! Troldeskoven må jeg så se, om jeg ikke kan finde en anden god gang!
|